Land Rover Forum  

Jeg havde lige drejet nøglen i volvoen, traileren var proppet med alle de dejlige milli-ting der havde ligget hos Ole.
Det var ret ubehageligt at sætte igang vi havde gået og pakket og sårn lidt 'katten omkring den varme grød', ikke rigtigt talt om hans sygdom og alle andre private ting i vores liv, som vi ellers plejede sårn uhæmmet, som man kan med en ven, kammerat, en af den slags man faktisk kan være heldig at finde i ens liv.
Jeg trak vejret dybt standsede bilen og gik ind i hallen og fik heldigvis givet Ole den krammer vi altid gav hinanden til på gensyn når vi skiltes. Jeg ku sagtens se hans blanke øjne det var mine også, vi sagde næsten i munden på hinanden, "vi ses inden længe" og den gearkasse den finder vi en løsning på.
Nu er det tiden til et sidste på gensyn i morgen, så mødes vi ( jeg håber der er fyldt med mennesker og rovere ude foran kirken i Børsmose i Oksbøl øvelses terrain) det fortjener Oles eftermæle, han var en kanon god ven og hjælpsom, altid tid til et godt råd eller et tip om hvor man ku købe et eller andet man lige manglede. Jeg har heldigvis også fået skældud af Ole, det er jeg stolt af, han kunne grine bagefter men alvoren var der også. Lightweight er en særlig bil set fra min plads i livet, og jeg husker fra min første tur til Normandiet at vi smsede når jeg fik sendt billeder hjem eller skrev at nu var vi der og der. Da Martin og jeg var dernede i 2014 var vi også på sms med Ole. Vi fik talt en del om band of brothers om den vinter de lå i hullerne ude i skoven og bare ikke ville overgive sig, Ole fik set stedet og jeg var vældig misundelig, men som han sagde så ta afsted så det skal jeg og det snart. Jeg har ikke forstået at jeg ikke mere bare lige kan ringe til Ole, og høre om et eller andet laro halløj, eller høre til livet, eller til Lasse, og alt det vi ku tale om, i mit hjerte der er han endnu, For et par år siden tror det var ved pinsetid besøgte jeg Ole, og den aften blev sent vi kom hele vejen rundt og ja vi fik talt om døden hvordan vi hverisær forestillede os hvad det var for noget, vi var enige det ku vi ikke sige noget om, men kun tro hvad vi nu kunne tro.
Jeg kommer til at tænke på den tur til Oksbøl, vi var på for ca 10 år siden hvor Niels kom i sin gamle golf iført sin præstekjole steg op på prædike stolen og gav os alle en skideballe, af den gode slags. senere kørte vi ud til hytten hvor Ole på sædvanlig vis havde det halve af et michelin køkken med, Ole fik grillet bananer med whiskey og flødeskum etc. Senere kørte vi ind på kasernen og blev indkvarteret på 24 mands stuer der fik vi en god nattesøvn, for mit vedkomne den bedste i flere år hvilket Ole også kunne fortælle næste morgen ude ved kummerne, ( badeværelserne i de gamle belægningsbygninger havde lange rækker af store kummer / vaske man sagtens kunne bade i).
Taknemmelig er nok et for lille ord til at beskrive hvor glad jeg er for at have haft muligheden for at lære Ole at kende, når jeg på et tidspunkt fatter at han ikke er her mere, så er det godt jeg kan skrue på min lightweight og få talt med nogen der også kendte Ole.
Normandiet kalder igen til sommer, Martin og jeg havde planlagt at tage en tur igen derned, men desværre så blev også han taget fra os, som andre blev det det sidste års tid, og, vi kan hver især godt navne på dem der ikke er blandt os mere.
Så turen blir noget mærkelig, for mig blir det helt sikker det sidste faldskærmsspring, men i mine tanker vil der især være to mennesker der har betydet meget for mig, som jeg har mistet.
Det sekund der lige er gået får vi aldrig igen, det røg lige pludselig ud af munden på Ole, den sene aften vi sad ude i køkkenet, og vi sad lidt og kiggede på hinanden, jeg tror bare at det sekund det glemmer jeg aldrig, for det passer godt, vi er her kuns een gang ( om så vores landroverfeltpræst mener noget andet). Det beskriver godt den eftertænksomme Ole.

Jeg tænker på Oles nære familie der må undvære ham, og på deres svære tid og deres farvel. Derfor kommer vi i morgen og hilser af, alt andet må vente.
I dyb respekt for Oles efterladte og ære være Oles minde.

May the wings of mercy be at your feet, what ever path you are travelling at.