25300:
sv: Billån (04-07-2005 21:28:30) (svar på
25281)
Søren Rasmussen #5846, reg. mjy (medlem) (
ip-adr: 193.162.202.213)
Det kan sagtens lade sig gøre at låne penge til en 10-12 årig bil i sit pengeinstitut - også på særdeles favorable vilkår.
Når du skal sammenligne dine muligheder, er det vigtigt, at du både ser på rentesatsen, den krævede tilbagebetalingshorisiont, og de omkostninger, der er dels for selve lånet og dels for evt. sikkerhed.
I et pengeinstituts kreditvurdering vil det personlige kendskab og en fornuftig balancen mellem indkomst og udgifter iøvrigt altid være det primære, mens sikkerhedsværdien kun er sekundær. I praksis vil gode kunder endda ofte kunne låne til ældre biler uden stiftelse af pantebrev = færre omkostninger. Løbetid ses oftest op til 5-8 år (eller endda helt frit som kassekredit), men der er ingen absolutte regler. Rentesatser kan ligge fra 4-8%, sædvanligvis efter noget-for-noget princippet, altså jo flere forretninger med pengeinstituttet, jo billigere.
For en kreditforening handler det om, at lovgivningen begrænser lånemulighederne til folk med fast ejendom og max. op til 80% af husets salgsvurdering, uanset hvor god økonomi, man har, og at der altid skal laves pantebrev. Løbetid kan ligge fra 10-30 år (endda afdragsfrit, men overvej det nu lige - bilen holder jo ikke evigt). Rentesatser ligger fra 2-4% afhængig af låntype.
Hos bilfinansieringsselskaber ser man tit en meget konkurrencedygtig rentesats (3,75-6,75%), men sædvanligvis ret mange omkosninger i.f.m. etablering og/eller tilbagebetaling, ligesom bilfinansieringsselskaber langt oftest stiller krav om pant i bilen = flere omkostninger.
At sige noget generelt om omkostninger er meget svært, men de kan vel svinge fra kun ca. kr. 500,- og så op i nærheden af kr. 10.000,- ..... selvfølgelig også afhængig af lånets størrelse.
Endelig kan nævnes, at den store konkurrence på udlånsmarkedet er en rigtig god ting - for låntagerne. Indhent flere forskellige tilbud og gå så til sidst i dit pengeinstitut og se, om ikke de har lyst til at matche det / underbyde med et bedre tilbud ...
Med venlig hilsen
Søren Rasmussen
Sparekassemand :-)