I HENDES MAJESTÆTS TJENESTE!
Land-Rover i engelsk militærtjeneste
De fleste Land Rover entusiaster ved at, nok var forlægget for den første Land-Rover, den amerikanske krigs-jeep, men på trods af det, var Land-Roveren tænkt som et civilt køretøj til landbruget.
Arbejder for velstand. Et udtryk for behovet for økonomisk vækst
Krigen var netop forbi, og Storbritannien havde kun med nød og næppe vundet krigen. Der var mangel på alt. Fabrikker lå stille, toge kørte ikke, fordi der hverken var kul eller andre råstoffer nok. Man skønnede at der manglede ca. en million hjem i hele kongeriget og alt for mange, især unge mænd, havde mistet livet på slagmarken eller på havet, og de manglede nu i genopbygningen.
Land-Roveren blev set af sine skabere brødrene Wilkes, og resten af bestyrelsen i Rover Motor Company, ikke bare som en “stop gap” model, der skulle holde fabrikken i gang, til der kom salget af personbiler igen, men også som et køretøj der ville hjælpe England på fode igen.
I gamle annoncer kan man se håndtegnede motiver af den lille Land Rover der bliver brugt i landbruget under slogans som “working for prosperity” som kan oversættes til “Jeg arbejder for velstand”, noget mange englændere længdes efter i de første efter-krigsår.
Nej Land-Rover var ikke oprindelig tiltænkt militæret, men det varede dog ikke længe før de fik øjnene op for den lille lette firehjulstrækker.
SAS patrulje i Nordafrika 1941
Den amerikanske Jeep havde vist, at små lette firehjulstrækkere, var uundværlige for enhver moderne hær. Den senere præsident for USA, Feltmarskal Dwight D. Eisenhover skal have udtalt, at hvis det ikke havde været for den tre-akslede 2½ tons lastbil, DC-3 flyet og jeepen havde USA ikke vundet krigen. Her kan jeg ikke undlade at tilføje at den britiske specialenhed “Special Air Service” forkortet SAS begyndte deres operationer i 1941 i Libyen, Nordafrika, med at angribe tyske flyvepladser i ly af mørket, med adskillige jeeps, hvorpå der var monteret flere kraftige maskingeværer. De spredte kaos, død og ødelæggelse, inden de forsvandt ud i ørkenen igen, lige så hurtigt som de kom.
Nu skulle man tro at “The High Command” og Forsvarsministeriet var troppet op med en delegation hos Rovers hovedkontor i Coventry, lige så såre de havde hørt om den lille lette Land-Rover og påbegyndt et nært samarbejde. Men nej. Nok var forsvaret interesseret, men de var fra 1947 i gang med udviklingen af deres egen 4×4, som de udviklede sammen med Nuffield. En organisation der var grundlagt af William Morris, og rummede flere bilmærker, herunder naturligvis Morris Motor Company.
De engelske politikere lagde vægt på at deres firehjulstrækker var udviklet og produceret i England, bla for at sikre en hvis uafhængighed til USA. Derudover var der et ønske om at alle deres køretøjer skulle være standardudstyret med de samme motorer, der var var designet af Rolls-Royce. Derfor fik køretøjet en 4-cyl. B40. Nok var det Nuffields fabrik, Wolseley, der byggede de første 30 prototyper, men det blev William Morris’ ærkerival, Austin der vandt kontrakten på at bygge FV1801A, eller ¼ ton Austin, som den også blev kaldt. Austin fik også hurtigt lov til at bygge Rolls Royce motoren på licens. I håbet om at projektet også kunne give lidt kommerciel succes, fik Austin lov til at producere en civil model, der for at holde prisen nede, fik Austins egen motor. Denne model blev solgt under navnet “Champ” og i retroperspekt er alle civile som militære udgaver kendt som “Austin Champ”
Austin FV1801A “Champ”
Den firehjulstrukne Austin var fremragende i terrænet, og kunne let udstyres, enten som radiovogn, ambulance, eller bestykkes med lette våben. Den var dog dyr at producere, kostede ca. det dobbelte af en tilsvarende Land-Rover, og den var tung og kompliceret og dermed dyr og besværlig at vedligeholde, og den var meget lidt anvendelig uden for militære sammenhænge. Der blev kun solgt ca. 500 civile køretøjer. Forsvaret havde oprindeligt skrevet kontrakt på 15000 styk, men opsagde kontrakten efter ca. 4000 enheder i 1956, efter blot 5 år i produktion. Austin’en havde først været klar til produktion i 1951, og på det tidspunkt havde Land-Rover, af nødvendighed, allerede været i brug i den engelske hær, og den kunne klare 80% af de samme opgaver som Austin’en.
Militæret forlangte i begyndelsen at Land Roveren blev udstyret med Rolls-Royce B4 motoren. Akselafstanden blev ændret til 81″ for at få plads, men motoren var for tung og for langsom og det knep med at Land Rovers gearkasse kunne klare motorens moment. Rover fik i stedet overbevist forsvarsministeriet om at den normale 1.6 liters motor var alt rigeligt, og ministeriet bestilte i første omgang 50 stk. Senere bestilte man gerne 200 af gangen.
Amerikanere i en erobret Land Rover Korea 1950
Land Roveren blev allerede indsat i Koreakrigen i slut1949, og et par år senere både på Cypern og i Suez-krisen. Land Roveren har siden været med i alle krige og konflikter, Storbritannien har deltaget i lige frem til Irak-krigen og Afghanistan. Og her taler vi om over 20 konflikter, lige fra borgerkrigen i Nordirland, til uroligheder i fjerne egne af verden. De fleste har sikkert hørt om Falklandskrigen, men hvem husker f.eks borgerkrigen i Oman, fra ´62 til ´75, eller “Aden krisen” i tresserne, hvor et engelsk protektorat, kaldet “Sydarabien” (nuværende Yemen) var under angreb fra russisk støttede oprørsstyrker?
I de første mange år var militære Land Rovers blot civile Land Rovers der blev bemalet, evt ombygget og udstyret til militært brug. Den mest ikoniske, af disse ombyggede civile vogne er muligvis SAS’s Pink Panther, en SIIA 109″ der sidst i tresserne blev bygget af Marshall, der også ombyggede Land Rovers til feltambulancer, ligesom de ombyggede Land-Rovers og andre køretøjer til brand og redningskøretøjer. Ganske i tråd med de første operationer i Libyen blev denne 109″ udstyret med indtil flere maskinkanoner, ekstra jerrycans, og dertil kom røggranat-kastere og solkompas. Selv reservehjulet var placeret lavt, for at give vognen så lav en profil som muligt, og navnet Pink Panther kom af den lyser-røde farve, der viste sig at være en glimrende camoflagefarve, for ørkensandet bliver farvet lyserrødt når solen står op. Hvilket jo altid har været det bedste tidpunkt for et overraskelsesangreb. For i morgenlyset begynder den fjende der har våget hele natten at føle sig tryg, samtidig med at trætheden er ved at overmande ham. De blev dog også bemalet i andre farve, alt efter terrænet. Også moderne 110’ere har været brugt på som “pinkies” som de også blev kaldt. SAS udfasede for få år siden de sidste Pinkies, men Specialenheden US Navy Seals bruger efter sigende stadig en 110″ af denne type
Serie III ½ ton Airportable/Lightweight
I midtresserne blev den engelske hær udrustet med Westland Wessex helikoptere, der kunne løfte op til 1150 kg. i en strop under helikopteren. Dette fik det britiske forsvar til at efterspørge en Land Rover, der kunne løftes af helikopteren. En standard 88″ Land Rover var for tung og løsningen blev at fjerne alle ikke essentielle dele såsom, kofanger, reservehjul med videre. Forruderamme, skærme, døre m.m. blev erstattet af lettere og mere simple løsninger, og de blev monteret med særlige beslag, så de hurtigt kunne afmonteres i felten. Den mest drastiske ændring var sporvidden, som blev indsnævret så Land Roveren fyldte som en standart miltærpalle. Modellen blev kaldt Lightweight, altså letvægter, men samlet, inklusiv døre, paneler, reservehjul med videre var den lidt faktisk tungere end sit civile ophav. Men da vægten hurtigt kunne reduceres og helikopterne snart fik mere løfteevne, accepterede det britiske forsvarsministerium bilen, og den kom i produktion i 1968, som series 2a Lightweight, men kendes også under navnet “air portable” altså noget i retning af “luftbåren”
Lightweigth “Stripped” for airlift
Det varede dog ikke ret længe før helikopterne var kraftige nok til at løfte hele vognen, men lightweigten forsatte, fra 1972 som Serie III ½ ton Lightweigth. Produktionen fortsatte helt frem til 1984 og næsten 38.000 lightweights er der blevet bygget. De er blevet brugt i mange forskellige lande, herunder Danmark, hvor mange tidligere rekrutter husker dem, bla udrustet med misilstyr at typen TOW, eller fra deres tid som FN soldat på Cypern.
I 1967 bestilte den engelske hær en 4×4 lastbil tænkt som kanontraktor for en 105 mm bugseret howitzer. Land Roveren, der i dag kendes som 101″ efter akselsafstanden, fik tilnavnet one-tonne, fik den fordi den skulle kunne læsse 1 ton ammunition til kanonen. Den meget firkantede facon kom af at man ønskede at udnytte pladsen optimalt i transportfly. Den havde kraftige aksler, med 900×16 hjul og den nu så berømte Rover V8 3.5L motor placeret mellem forsæderne. Gearkassen, kom som motoren fra den Range Rover som var under udvikling og derfor fik 101″ fra begyndelsen konstant firehjulstræk og centerdifferentiale. 101″ blev produceret fra 1972 og frem til 1978. De blev leveret i både 12 volt og 24 volt versioner, ligesom der blev lavet både venstre og højrestyrede modeller, alt efter hvor de skulle gøre tjeneste. Især i Forbundsrepublikken Tyskland havde Storbritannien en del operative 101″ (Selv efter genforeningen har der været britiske tropper i Tyskland, den sidste base blev rømmet så sent som februar i 2020!) Alle 101″ var fra fabrikken såkaldte “GS” – General Service, dvs lastbil med soft-top. Senere blev mange af dem ombygget til ambulancer eller lukkede radiokommunikations-vogne, såkaldte “radio-body” Under den kolde krig blev der udrustet særlige radiovogne under navnet “VAMPIRE”‘ som var den militære forkortelse for “Vehicle Army Mobile Position Interferometry Radio Equipment” Disse gjorde især tjeneste i Vestberlin, da de med enorme antenner og avanceret radioudstyr kunne pejle fjendtlige spioner og efterretningsvæseners hemmelige radiosendere. (Der findes en gammel Oasen artikkel om en dansk-ejet VAMPIRE)
101 GS
101″ Field Ambulance
Der blev oprindeligt udviklet en særlig anhænger til 101 hvis aksel blev trukket af lastbilens P.T.O. og derved fik man teknisk set et 6×6 køretøj. Denne anhænger, blev dog hurtig opgivet da traileren havde en tendens til at skubbe lastbilen sidevers i terrænet. Den engelske hær udfasede 101″ i slutningen af halvfemserne, og de er eftertragtede blandt private entusiaster.
Land Rover blev brugt under urolighederne i Nord-Irland, lige fra begyndelsen. Ofte blev der brugt særligt bestykkede vogne, til at imødegå voldsomme demonstranter. I 1992 blev Land Rover Snatch så udviklet. Grundlæggende var der tale om en standart Land Rover, der fik skudsikker pansring, gitter for vinduer og lygter osv, samt især tunge skørter, der forhindrede at der blev kastet brandbomber under bilen dertil tillod skørterne at den patrulje af politisoldater bilen medbragte, kunne finde dækning bag bilen. En videreudviklet model Snatch II blev brugt til patruljekørsel i Irak, men udsat for kraftig kritik, da mange mente at den ikke ydede tilstrækkelig beskyttelse mod eksempelvis vejsidebomber.
Land Rover har gennem tiden forsøgt sig med at udvikle forskellige militære køretøjer. Der er legender som “Lhama” der skulle have været en lille let lastbil, og Centauren, der var en half-track og mange andre. Ingen af dem kom dog i egentlig produktion.
Snatch Politipatrulje i det uroplagede NordIrland
Militæret fortsatte også med at bruge standard Land Rovers, fra begyndelsen af 70’erne som regel i “mil-spec” med speciel bagvange, aftagelig gearkasse-travers og andet militæret fandt praktisk. Mange blev også udstyret med 24 volt el-anlæg. Disse vogne kaldes ofte FFR “Fitted for Radio” da de som regel blev brugt som radiovogne.
De sidste militære Land-Rovers var Defender XD eller blot “WOLF” De blev bestilt af den engelske hær i 1996, Den ligner umiddelbart en Defender, men det skal man nok ikke sige til en entusiast. Den er specialbygget efter militære standarder og har kun udseendet til fælles med sin civile broder. Det engelske forsvar og ministeriet Ministry of Defense oftes forkortet MoD kalder modellen officielt for “Truck Utility Light” (90″) eller “Truck Utility Medium” (110″) som regel forkortet til TUL eller TUM. Der findes dog flere varianter, med forskellig våben-bestykning og særlige egenskaber, såsom marinekorpsets model der med særlig isolering og teleskopsnorkel kan køre fuldt neddykket. Alle disse specialmodeller har alle deres navne og forkortelser. Som f.eks. “Weapons Mount Installation Kit” forkortet WMIK og udtalt “Vimik” De engelske soldater har trods sære navne og forkortelser taget navnet WOLF til sig og de fleste mener at det er en forkortelse for Wheel On Left Face, dvs reservehjul på venstre side, hvilket er et kendetegn for de militære Land Rovers.
Land Rover er altså blevet brugt i alle sammenhænge, fra kommando-krigsførelse, til paradekøretøjer. Som “run abouts” på flyvepladser og flådestationer, til patruljekørsel i fjerne og eksotiske egne. Den har naturligvis været brugt af militær og politi over hele verden i alle afskygninger og udgaver, men først og fremmest har den været rygraden i den engelske hær siden 1949 og indtil for få år siden.
Snatch II patruljevogn
Moderne “Asymmetrisk krig” hvor man bekæmper en mere eller mindre usynlig fjende, der kæmper med simple vejsidebomber og bagholdsangreb har imidlertid nødvendiggjort en helt ny type militære køretøjer, med meget mere panser end en Land Rover kan klare. Især Tony Blair regeringen var under et enormt folkeligt pres for at udskifte de “bløde” Land Rovers med køretøjer der kunne modstå landminer og vejsidebomber. Derfor har den engelske hær udfaset sine 90¨ TUL men beholder et antal 110’ere som radio og ordonansvogne. Som egentligt kamp-køretøj er dens dage nok talte. En æra er forbi.
“Marshall Ambulance” Denne er nu bygget af Mickleover
Ud over specielle militærmodeller, har særligt den engelske hær også brugt almindelige Land Rovers tilpasset militære behov. Et godt eksempel er denne “Field Ambulance” der er bygget af Marshall, der har specialieret sig i ombygninger af bla Land Rover. Den særlige ambulancekasse har stort set ikke ændret for siden de første IIA og derfor kaldes en militær Land Rover ambulance ofte for en Marshall Ambulance. Også selvom der fra tid til anden har været andre karosserifirmaer.