tilbage

Land Rover Forum  

Index
115039: Skift af benzintank 109 et helvede som nu er overstået. (30-09-2011 00:16:54)
Lars Svane #5827, reg. øjyl (medlem) (ip-adr: 83.136.95.10)
Nu har jeg skiftet min benzintank som nok var ret muggen og lugtede lidt. Det har været en grum oplevelse af skifte den og mange gange har jeg tænkt, hvorfor betalte jeg ikke nogen for det møjarbejde. Men nu er den fiks og færdig, mangler kun at hælde benzin på. (håber den er tæt)

Historien er at bilen skal til syn her den 4/10, udstødningen er gået fra der hvor den hænger på to bolte på potten. Den bagereste klemme er helt væk. Meget heldigt har jeg for en 7-8 år siden brugt rustfrie bolte, så det er bare at skrue den af. Ingen problemer, det tog max 5 minutter. Så til tanken. Så begynder pulsen at stige. De bagerste bolte sidder fast, boltene er skæve og har fået sine slag. Den højre går løs uden de store problemer. Men den venstre, den sidder fast. Der er en stank af benzin fra den utætte tank så jeg tør ikke gå i gang med vinkelsliber eller andet voldsomt for at få bolten fri. Det ender med at jeg borer tværs igennem bolten med mine sløve metalbor. Til sidst bliver bolte så svag at den kan brækkes af. Dette sker til jubel af en sur kone som ikke gider at jeg laver bil og børn som siger, er du færdig nu, er du færdig nu. Det var det bagerste utøj. Så er der de forreste bolte. De er i tommestørrelse og der har jeg ikke noget der passer. Den højre er helt umulig, får en svensknøgle presset inde i inspektionslugen i gulvet og får den kilet fast. Så kan jeg løsne skruen. Det er svært, men til sidst går det. Går glad i gang med den til venstre, der er masser af plads. Men det er der ikke, alligevel, umuligt at få en fastnøgle ind over møtrikken. Et stykke rust falder lige ned i næsen, hele vejen ned så det ender i munden. Godt man ikke er mekaniker til daglig. Efter en masse bøvlen kommer skruen fri. Tanken er klodset op med en masse brædder og det var en fejl. Der er ikke meget plads under bilen når der er fyldt med brædder. Men min plan virker, da de fire bolte er væk kan jeg nemt sænke tanken ned ved at fjerne brædde efter brædde. Hvis jeg skulle gøre det om ville jeg kravle ned under bilen bagfra og skrue de forreste bolte ud til lige før de slap. Det ville være noget nemmere. Så på plads med den nye tank. Jeg planlægger at jeg klodser den op bagerst først og skrurer den fast. Masser af brædder hulter til bulter. Men da den står skævt kan den ikke komme op for vangen. Konen er sur og børnene spørger hvornår er du færdig, hvornår er du færdig. Næste dag fjerner jeg alle brædderne og klodser den op i hver side. En donkraft i midten, så kan den komme lige op, hejser sætter, brædder ind og hejser. Med bøvl og besvær sidder tanken korrekt og jeg kan skrue bolte i foran og bagved. Monteringssættet jeg har købt hos williams passer ikke helt, men med lidt genbrug fra det der var på før er tanken monteret. Pyh. Så skal slangerne tilsluttes, bøvl med udligningsslangen mellem tanktoppen, er du færdig nu, er du færdig nu, børnene skal se video. Men jeg får den monteret. Så kommer gummistykket mellem tank og påfyldingshul. Det passer ikke, der er 5 cm forskel mellem den gamle tank og den nye. Bøvler og maser. Får noget wd40 på spændebåndet øverst på gummimuffen, til sidst giver den sig og jeg kan trække i muffen så den kan tilsluttes tanken. Hurra.
Afmonterer tankmåleren fra den gamle tank. Slår med et stykke bøgetræ, da den stinker fælt af benzin og jeg ikke vil have nogle gnister eller bål. Pludselig går den løs, herligt. Sænker den ned i den nye tank. Hov, den kan ikke komme i. Bruger en time på at måle og knokle. Tanken er 27 cm dyb. Måleren er 25 cm lang. Hvorfor kan den ikke komme helt i bund? Der mangler lige en 3-4, milimeter, måler og sammenligner. Konen er sur og børnene vil se video. Efter meget besvær og bøvl finder jeg ud af at de styr der sidder under måleren er skæve. En finjustring med en skævbider løser problemet. Jeg har en funklende ny benzintank. Har brugt en hel dåse spraymaling for at den ikke skulle ruste, meget af det er skrabet væk med min moslen. Æv.

Hvad jeg har lært.

Giv alle møtrikker og spændebånd en gang wd¬-40 dagen før du går i gang.

Prøv at få alle skruer løsnet inden du klodser tanken op, det er nemmere og der er mere plads,

Tanken skal lige op, ellers går den imod den tværgående vange.

Gummimuffen mellem påfyldning og tank, skal løsnes for oven for at den kan sidde for neden.

Styret på tankmåleren kan være skævt og gøre det umuligt at montere tankmåleren.

Nu mangler jeg kun at få udstødningen sat fast, håber jeg kan nå det i morgen, lønnings arbejdet kalder, konen er sur og børnene skal alt muligt. Tror ikke at den går gennem syn inden 4/10. Men sådan er det, det går nok alt sammen alligevel.

Hilsen
Lars
Index
115040: sv: Skift af benzintank 109 et helvede som nu er overstået. (30-09-2011 06:33:35) (svar på 115039)
Anders Christensen #8316, reg. øsj (medlem) (ip-adr: 77.213.169.133)
Jamen er livet ikke herligt ? Jeg er mekaniker til daglig og har 3 LR til fritiden, kone og 3 børn. Men konen er gudskelov lige så bidt som mig i de kære biler...