Hej Land Rover venner!
Nu nærmer vinteren og den kolde tid sig med raske skridt, og det er sæson for indlæg vedr. Land Rovernes mere eller mindre effektive varmeanlæg.
Jeg kører til dagligt i en 300Tdi bus fra 1997. Det standardmonterede varmeapparatet kan fint opvarme den forreste del af kabinen, men når det rigtigt fryser, kniber det gevaldigt at holde varmen bagi.
Derfor har jeg været hos den lokale autoophugger og har fundet et varmeapparat fra en Fiat Ducato mandskabsvogn. Det er en selvstændig enhed med radiator/blæser, der i Ducatoen er placeret under førersædet.
Denne enhed har jeg i Land Roveren placeret bag højre passagersæde i midterrækken tæt op under den langsgående bænk, hvor den efter min mening generer mindst.
Via et par T-stykker (tak Stefan Wandel...), godt 5 meter 3/4" kølerslange, en afspærringsventil og et antal spændebånd har jeg forbundet enheden til frem/retur på det fabriksmonterede varmeapparat. Blæseren er koblet direkte på batteriet over et relæ og med en kontakt i instrumentbordet.
Så nu er der ingen af dem der sidder bagi, der klager over at jakken fryser fast til sideruden. Varmeapparatet er MEGET effektivt, skulle jeg hilse og sige - jeg har i en tidligere Land Rover bus lavet samme indretning, og det fungerede så fint, at ungerne nogle gange måtte sidde stort set kun iført undertøj bag i bussen for at kunne holde varmen ud, også selv om der var 10 frostgrader udenfor - så meget varme i en alu-kummefryser på hjul lyder jo fuldstændig vanvittigt, men det kan altså lade sig gøre...
Er der nogen, der har lyst til at inspicere indretningen, så tøv ikke med at kontakte mig!
Ib - 3662 - Odder