tilbage

Land Rover Forum  

Index
142840: Land Rover Defender årg. 1974. (25-05-2014 22:50:07)
Allan Bach (medlemsstatus ukendt) (ip-adr: 95.166.197.86)
Hej i Rover-land.

Vi er forelsket som aldrig før, min kæreste og jeg. Kærligheden flyder mod en Land Rover Defender fra 1974 som lige nu bor i sydens varme lande.
Tanken er, at den skal være en daglig brugsbil fuldstændigt blottet for komfort, luksus og andre ligegyldigheder, men rig på charme, brugbar lyd og en svag duft af kokasse.

Vi er i dag indehavere af en noget nyere Discovery som er noget så dejlig, men mega dyr i drift og mangler duften af kokasse.....

Vi mangler lidt erfaring omkring en gammel Defender.
- kan skidtet køre
- hvad koster en 74'er i vægtafgift
- og ellers bare lidt staldtips....

Håber der er nogle der gider skyde løs :-)

Venlig hilsen
Birgitte og Allan
Index
142841: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (25-05-2014 23:42:33) (svar på 142840)
Paul Sehstedt #0027, reg. sjyl (medlem) (ip-adr: 185.37.86.178)
En Land Rover Defender årg. 1974 findes ikke. Den rette betegnelse er en Land-Rover Serie III, i det daglige kaldet en Serie-bil. Kort model hedder 88", lang model 109". PU for pick up, HT for hard top og STW for stationwagon.

Disse biler OSER... af charme og med den rette pleje og vedligeholdelse, kan selv en 40 år gammel vogn være en trofast tjener i dagligdagen.

Et årligt behov mellem 10.000 og 15.000 km skulle den nok kunne klare. Er der olie og vand på maskinen og bliver den smurt regelmæssigt de rette steder, har I bilfornøjelse i mange år.

Som personvogn koster de mellem 2.500 og 3.000 DKK årlig i vægtafgift for dieseludgaven. Det er jo veteranafgiftsatsen, der 25 % af den almindelige takst.

De ville være bedst, om der lå en motor med fem hovedlejer i maskinrummet.

Husk på, at en Serie-bil er beregnet til maksmalt at skyde en fart på 80-90 km/h, dvs. at I i forhold til jeres Discovery vil opleve næsten total stilstand, men til gengæld en skæbnessymfoni af mekaniske lyde.

Lugten af kokasse må i selv producere, men den originale LR-Serie-bil-lugt kommer fra diverse måtter.

Mit personlige valg skulle altid være en 109" pga. den bedre vejbeliggenhed og gode plads.

God fornøjelse!
Index
142842: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (25-05-2014 23:55:33) (svar på 142840)
Børge Schou Rosenberg #7589, reg. øjyl (medlem) (ip-adr: 87.56.9.211)
Kære Birgitte og Allan!

Der er åbenbart ikke nogle af de kompetente og garvede medlemmer der har
tid, så jeg vil da gerne prøve at svare på nogle af jeres spørgsmål.

Først må vi lige rette en misforståelse : der er ikke en Defender i har kastet jeres kærlighed på. Defenderen blev først fremstillet fra 1983, så hvis den er fra 1974 er den sandsynligvis en serie III, den er ydermere en veteranbil ( eller kan indregistreres som en )med 1/4 vægtafgift, og det er jo ikke så ringe endda.

Men først skal den jo på danske plader, og det kræver ( ud over toldsyn m.m.)betaling af afgift som er en procentsats af bilens nyværdi, og her hjælper inflationen jo pænt til.

Nu går vel ikke så længe før en af ronkedorerne er vågnet op, og kan udfylde hullerne i mit indlæg. Men god vind med projektet en seriebil er ganske rigtigt noget af det mest autentiske man kan køre i.

VH Børge Rosenberg
Index
142843: sv: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (25-05-2014 23:58:30) (svar på 142842)
Børge Schou Rosenberg #7589, reg. øjyl (medlem) (ip-adr: 87.56.9.211)
Sådan kan virkeligheden overhale en indenom, Paul er noget hurtigere på
tasterne end mig. Han var osse en af dem jeg havde ventet ville reagere.
Index
142844: sv: sv: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (26-05-2014 00:56:50) (svar på 142843)
Kenneth Poulsen #0435, reg. l-f (medlem) (ip-adr: 87.62.191.82)
Og hvis vi rigtigt skal tælle nitter så hedder 90"/110" først Defender fra 1990. ;)

Nok om det.
Som Paul beskriver så er det en serie III seriebil, i har kig på, nu skriver i den skal hjem fra syden, så skal I være opmærksomme på at det er blevet urimeligt dyrt at afgiftberigtige biler i de årgange og tidligere, I skal regne med 15-20.000,- kr i afgift + 2 syn og nummerplader og det uanset udseende og stand.
Det er den erfaring der er fra biler magen til, der afgifberigtigede inden for det sidste år, specielt km/l-straffen er de første 4-6.000,- kr.

Men de lyder som om i har de rigtige følelser udi seriebil, så det er bare at udleve drømmen.

Mvh
Kenneth Poulsen - 109" stw 1971 og som stadig udlever drømmen siden 1979......
Index
142845: sv: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (26-05-2014 01:05:59) (svar på 142842)
Verner Andersen #2749, reg. ssj (medlem) (ip-adr: 109.59.34.33)
He-he; vi bringer en rettelse- Defenderen kom først i 1990- En af hovedfjenderne er rust i ramme, med mindre den har fjælet sig under sydens sol. Rust i hornene; de som holder fjedre forreste ende. Tyndslidte ell. knækkede fjederlag. Rust i rammebund. Oliespild fra motor, gearkasse og aksler; spilder den ikke olie, er det fordi der ikke er noget olie på. Slør i forhjul og styrebolte; tag godt fat for oven af hjul, mens bilen står på plan grund, og træk kraftigt udad i ryk; er der klik/dunk er der enten slør i leje ell. styrebolt. Nok en af de sikre årsager til "omsyn" Men jo, bilen er veteran- mere end 35 år og derfor 1/4 vægtafgift. Hertil kan man få den veteranregistreret, så skal den synes igen efter 4 år, derefter 8 år. At skaffe reservedele er ikke noget problem, hertil er disse rimeligt prisbillige. Held og lykke.
Index
142846: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (26-05-2014 02:37:41) (svar på 142840)
Jens Sigurdson #8554, reg. øjyl (medlem) (ip-adr: 83.137.126.102)
Jeg har selv kørt i en SIII 88" diesel fra '81 som eneste daglig transport sommer og vinter i et par år, med ca. 20.000 km per år.

Det er en utrolig driftsikker bil som stort set aldrig giver mekaniske problemer i det daglige. Men - og det er et stort MEN. Det er ikke en moderne bil der klare 10 til 15 tusinde km mellem hver service! Til gengæld er den meget nem at servicere selv og man bør gøre det til et ugentligt ritual at efterse bilen en gang om ugen så alt er smurt, fyldt, tømt eller hvad der nu er påkrævet.

Der er en myte blandt normale mennesker om at Land Roverer er rustfri fordi de er lavet af aluminium... Det er de ikke. De ruster som ind i bare!
Chassisramme og torpedo er jern og idet at i henter en fra syden er den sikkert ikke rusbeskyttet på nogen måde? Rust er som regel det der afliver dem og klart det jeg ville være mest hysterisk med at få under kontrol inden den ser sin første danske vinter.

Hvis jeg skal nævne nogen svagheder ved seriebilerne, set ud fra min egen erfaring, så er det først og fremmest at de er gamle! Ting der normalt ikke er slidt, er slidt på en bil der er 40 år gammel - eller bare 33 år gammel som min egen. Det giver reparationer som man normalt ikke forventer. Til gengæld er reservedele billige - så billige at man stort set ikke behøver at spørge til prisen hvis det er noget en mand kan løfte alene. Og alle dele er tilgængelige. Enten som nye dele eller renoverede dele så det behøver man ikke være bange for.

En ting jeg har haft særligt mange problemer med er ledningsnettet. Ikke fordi at det er særligt kompliceret, og der er ikke så meget som en transistor i en seriebil, men igen fordi at tingene bare ikke holder evigt.

Jeg har bygget meget lidt om på min. Det er jo et valg man må gøre op med sig selv. Skulle jeg anbefale nogen opgraderinger der er værd at lave med det samme så må det være støjmåtter og varme:

Det er en usædvanligt støjende bil hvis ikke man har gjort noget ved det og lydløs tror jeg aldrig at det kan lade sig gøre at lave dem.

Der er et for så vidt udmærket varmeapparat i dem, problemet er bare at der ikke er nogen inderbeklædning til at holde på varmen. Hele bilen isolere ca. lige så godt som en leverpostejbakke - det er ikke uden grund at man fabrikere kølere i aluminium!
Jeg nåede aldrig så langt med min, men jeg ved at der er mange der enten har monteret oliefyr eller ekstra varmeapparat med succes. En anden ting man kan gøre er at sætte inderbeklædning under hele taget og siderne overalt hvor det er muligt. Det er både med til at isolere og dæmpe støj.

Men når alt er sagt for og imod så er det en dejlig bil på mange måder. Det er en af de få biler der ligger så stabilt på vejen at man kan skænke en normal kop kaffe og stille fra sig på instrumentbordet uden at den ryster ned eller skvulper over. Den er fantastisk familievenlig - vi har aldrig haft et eneste skænderi under kørslen. (det kan ikke lade sig gøre) og den har altid fået mig ud og hjem uanset vejret.

Desværre er min elskede bil klodset op i et hjørne for tiden imens den venter på en ny ramme, men i den tid jeg har kørt i den har jeg brugt ca. 6000Kr om året på at holde den kørende i reservedele og smøremidler mv. Er man sin egen synsmand en gang om ugen og skifter dele inden de falder af så køre den bare og de dele der er skiftet kan sikkert klare 40 år mere. :-)
Så det er en utroligt billig bil at køre i. Min går 11 km/l under det jeg kalder normal kørsel på landet. Dvs. mest 80 km/t og blandet kørsel. Ser man på værditab osv. sammenlignet med en alm. borgergryde så er den billig i drift.

Skulle jeg ud og købe en ny ville jeg se efter en 109" og ikke en 88". De giver nogle unikke muligheder man er afskåret fra i den lille model, men 88" har også sine fordele. Så det er alt efter hvad man ønsker sig af den. En fin bil det er det - også sammenlignet med moderne biler.
Index
142849: sv: Land Rover Defender årg. 1974. (26-05-2014 07:41:58) (svar på 142840)
Ole Pars #3338, reg. fyn (medlem) (ip-adr: 87.58.123.192)
Birgitte og Allan.
Jeg skal gøre det kort!! Følg hjertet og KØB!!
Resten ordner sig hen ad vejen.
:-)