tilbage

Land Rover Forum  

Index
35904: Erfaringer med reparation af el-rude hejs (21-06-2006 00:27:56)
Anders Lindberg Madsen (medlemsstatus ukendt) (ip-adr: 194.239.7.138)
Hej,

Jeg vil lige dele mine erfaringer med at renovere en el-motor til rudehejs i en RR 1990.

Min passagerrude kørte ikke og jeg kunne måle strøm hele vejen ud i døren, så jeg konkluderede at det var motoren. En ny koster vist 2500,- så jeg besluttede mig for at prøve selv.
Hele processen tog mig ca. 10 timer, men kan gøres på langt under det halve hvis man ved hvad man skal gøre ;-)

Motor ud:
Af med paneler og afmontere ledning til motor. Der sidder 5 bolte i dørens inderside som holder motor+drev fast i døren. Husk at fiksere ruden (f.eks. med gaffa) inden man skruer dem ud. Når man har løsnet alle bolte skal man bakse motor og drev i en position hvor man kan få en 10mm ringnøgle ind igennem det runde hul ud for motoren og løsne de tre bolte som holder motor og drev sammen. Så er motoren løs.
Det mest tricky ved hele operationen er at få armene op igennem åbningen nederst i døren - tynde arme og smidige hænder er en fordel! Jeg manglede en manual, men brugte flittigt en Maglite og et lille spejl for at finde ud af hvordan dælen det hang sammen.
Det tog mig det meste af en eftermiddag og undervejs var jeg igang med at afmontere både sidespejl, gummilister og hele vinduesrammen - men det er altså unødvendigt!

Motor renovering:
Min motor havde smidt en lille gummiprop så der var kommet vand ind i den. Jeg skilte den ad, (motor+drev er samlet med to unbrako-bolte. Motor kan skilles ad ved at trykke/slå det hvide stykke plastic ud af bunden af motoren) kradsede al ir væk med en skruetrækker og børstede grundigt rent. Kontakterne fik en tur med fint sandpapir (husk at rense mellem kontakterne også) og jeg tjekkede diverse lodninger og ledninger.
Drevet fik en klat fedt og istedet for den manglende gummiprop fik den en klat hybrid-fugemasse (sort hardcore snask som er uundværligt til at tætne en gamle RR med;-).
Samle motor og så ud og sætte strøm til - og den spandt som en kat!

Motor i igen:
Lige som at skille ad - bare baglæns. Det tog mig ca. en time at sætte den i igen - selvom jeg vidste hvad der skulle ske. Det tog ca. ti forsøg at fange gevindet til de forbandede bolte som skruer motoren fast på drevet. Til sidst endte jeg med begge arme oppe i døren og en fastnøgle i munden før det lykkedes. Vigtigste ingrediens til denne del er absolut tålmodighed.

Ovenstående er en hurtig gennemgang af processen men hvis nogen af Jer har brug for hjælp er i velkomne til at skrive.

God fornøjelse ;-)

Anders