tilbage

Land Rover Forum  

Index
47687: Defekt cruise control RRC 1993-95 - tip til rep. af dårlige lodninger i ECU (19-06-2007 22:34:13)
Peter Vinter #6416, reg. nsj (medlem) (ip-adr: 80.164.120.180)
Har endelig fået min cruise control (fartpilot) til at virke i min 1993 RRC. Symptomerne var, at den kun virkede periodisk, faldt fra under kørselen, og efterhånden blev sværere og sværere at få til at virke.

Jeg var igennem samtlige forslag i værkstedshåndbøgerne, og det eneste synlige problem var en porøs vacuumslange ved kontakten over bremsepedalen. Jeg forkortede slangen - der er lidt ekstra længde, men det hjalp ikke.

En ny (brugt) ECU (kontrolenhed) hjalp en uges tid, men begyndte så at strejke på samme måde og virkede til sidst heller ikke.

Forklaringen var dårlige lodningerne i printkortet i ECU'en pga. vibrationer, fugt, etc. Jeg har nu repareret begge enheder som beskrevet nedenfor, og de virker begge perfekt. Prøv dette, hvis du selv har checket alt andet:

1. Demonter ECU'en (Hella, part no. AMR2524). Du finder den lige over gaspedalen, første gang skal du fjerne beklædningen over pedalerne.

2. Bøj de 4 flige i aluminiumshuset til side, og træk fatning og printkort ud.

3. De nederste 2/3 af printkortet er lakeret mod fugt. Laget på bagsiden skal fjernes, før forbindelserne kan genloddes. Brug acetone (neglelakfjerner) og en stiv børste (tandbørste). Husk udluftning og pas på brandfare !

4. Samtlige forbindelser på bagsiden af printkortet genloddes. Sørg for ikke at varme længere på benene end at den gamle lodning smelter og spæd lidt frisk loddetin til. Pas også på ikke at lodde naboforbindelser sammen.

5. Montér printkort og fatning i aluminiumshuset og bøj fligene på plads. Jeg har ikke lakeret printet igen (så er det lettere at reparere, hvis problemet opstår igen).

6. Montér ECU med skrue og multistik. Prøvekør !

Peter
Index
47690: sv: Defekt cruise control RRC 1993-95 - tip til rep. af dårlige lodninger i ECU (20-06-2007 01:57:09) (svar på 47687)
Peter Horn #2142, reg. nsj (medlem) (ip-adr: 152.73.106.227)
Hej Peter
Tak for denne info, har selv de samme problemer, dog kun når der køres uden noget på hænger, ved kørsel med læs på trailer eller lign. virker CC fint.
Men vil kigge på printkortet.
Peter
Index
47700: sv: sv: Defekt cruise control RRC 1993-95 - tip til rep. af dårlige lodninger i ECU (20-06-2007 14:29:49) (svar på 47690)
Peter Vinter #6416, reg. nsj (medlem) (ip-adr: 83.91.90.98)
Hej Peter,

ECU'en modtager bl.a. signal fra bremselyset for at kunne udkoble CC. Det sker ved at ECU'en måler om der er 0 V på +siden af pærerne - det er der så længe bremsen ikke er aktiveret.

Men: Hvis pærerne i bremselysene er defekte, 'svæver' +siden - og ECU'en bliver snydt til at tro, at du træder på bremsen.

Når du kobler en trailer på, hvor bremselyset (forhåbentlig virker), måler ECU'en igen 0 V, og tillader at bruge Cruise Control.

Har ikke kredsdiagrammet, men prøv at checke begge bremselys på bilen inden du skiller ECU'en ad.

Peter.