sv: Røggastest (24-08-2023 20:35:15)
Benno Clausen #5329, reg. ssj
Jeg har to gange oplevet at stille til syn med en LR diesel som ved måling af røgtæthed - fejlede stort ved første forsøg...
(Første gang var det en 2.8 nissan diesel i en gammel 110" og Sidste gang var med en TD5 - synshal var begge gange Applus bilsyn, Næstved.)
Jeg mener at grænseværdien var enten 2.0 eller 2.5 (for turbodiesel er den vist en kende højere end uden turbo og det kan variere lidt for forskellige biler/modeller, hvad grænseværdien er) men det korte af det lange var at bilen ved første måling først viste 4.8 i røggasttesten!
Åh nej.. opslidt motor? - nåede jeg at tænke - men synsmanden spurgte "Kører du mest korte ture?"
Ja, det måtte jeg jo indrømme... "Ja, sagde han, så soder de fuldkommen til, de har bedst af at blive varmet ordentligt igennem ind i mellem - nu gør du det, at du lige kører en tur ud på omfartsvejen og så giver du den nogle smæk, kør den godt op i omdrejninger og hold den et øjeblik før du skifter gear og gentag det så, du skal selvfølgelig ikke pine din motor ihjel, men den skal altså lige op at ringe så den bliver brændt godt igennem..
Som sagt så gjort...
Vel tilbage, viste næste måling under 2.9 - afsted med mig igen... den fik en tur mere..
Anden gang tilbage, viste den 2.0... og bilen blev godkendt.
Jeg takkede for den super gode service - synsmanden fortalte at de såmænd kunne kassere gamle dieselbiler fra en kant af, på røggastesten, fordi de fleste ikke er opmærksomme på at de soder sådan til, men de mente det var bedre service at hjælpe folk igennem og forklare hvordan man fik løst det, når man havde en ellers ok sund motor, der blot var sodet til.
Han sagde også til mig at man jo kunne købe alverdens tilsætningsmidler, men uanset hvad, vil de alligevel over tid sode til, hvis de ikke bliver kørt godt ud i omdrejninger nu og da - og som nævnt kunne det klares, blot med det, i hvert fald i de her to tilfælde.
Nu prøver jeg at huske at få den brændt godt igennem (naturligvis helt driftsvarm) nu og da - så kører den tilmed bedre og i hvert fald inden jeg stiller til syn.