Land Rover Forum

Svar på indlægget:

sv: sv: sv: sv: sv: vedtægter for DLRK (26-05-2008 16:08:53)
Søren Rasmussen #5846, reg. øjyl
Hej Ole.

Jeg synes, du roder lidt rundt i begreberne nu. Der er jo to ting i det her. Dels spørgsmålet om, hvorvidt noget efter din mening BURDE være anderledes, end det er, og dels spørgsmålet om, hvorvidt de forhold, du berører, er JURIDISK mangelfulde, som de er.

Og f.s.v.a. det juridiske bliver jeg nødt til at korrekse dig lidt.

F.s.v.a. § 3, så kan det godt være, du har det synspunkt, at man burde udfylde paragraffen med en nærmere beskrivelse, end den har. Det ligger enhver frit for at mene. Men når paragraffen imidlertid IKKE uddyber, hvilke kriterier, der kan/skal lægges til grund, er juraen nu én gang sådan, at det fuldt enige landsråd ikke er underlagt nogen begrænsning - således underforstået, at det kan beslutte at udnævne et æresmedlem efter et hvilket som helst kriterie. Personligt er jeg iøvrigt ikke enig med dig i, at der burde stå mere (undtagen evt. at et hvilket som helst kriterie kan lægges til grund). At begynde at liste diverse positive kriterier op, vil samtidig betyde udelukkelsen af nogle andre, med mindre man understreger, at en sådan listes kriterier ikke skal tolkes udtømmende, men kun er ment som eksempler. Og i givet fald er man jo lige vidt. I øvrigt vil dét at lave en udtømmende liste, efter min erfaring, bestemt ikke være det typiske.

Diskussionen om gratis medlemskab contra kontingentfrit medlemskab er meget teoretisk/hypotetisk, synes jeg, og vil selv efter et forsøg på at tydeliggøre en evt. forskel stadig for langt de fleste blive lingvistisk éns fortolket. Når hverken det ene eller andet i øvrigt er nævnt i vedtægterne i relation til æresmedlemskab eller andet, kan jeg ikke umiddelbart finde relevansen i at søge det afklaret?

F.s.v.a. § 7 så skriver jeg ikke - og mener ej heller - at bestyrelsen efter denne paragraf er umiddelbart beføjet/bemyndiget til at tildele hverken gratis medlemskaber eller æresmedlemskaber. Det jeg mener, er imidlertid, at hvis der har udviklet sig en kutyme eller sædvane for, at landsrådet i.f.m. udnævnelsen af æresmedlemmer også har besluttet kontingentfrihed (som det, når det ikke er vedtægtsbestemt, er nødvendigt at beslutte HVER gang), så vil bestyrelsen - i en situation, hvor det må formodes tydeligt, at landsrådets har glemt at forholde sig til kontingentfriheden ved udnævnelsen af et nyt æresmedlem - i kraft af sin stillingsfuldmagt være bemyndiget til efterfølgende at meddele æresmedlemmet dette. Hjemlen ligger her hverken i en vedtægt eller en landsrådsbeslutning, men i kutymen/sædvanen. Hvis til gengæld landsrådet direkte har besluttet, at et givet æresmedlem fortsat skal betale kontingent, kan bestyrelsen ikke omgøre dette.

For nylig havde vi en anden debat om prins Joakims tidligere meddelte gratis/kontingentfrie medlemskab. Her var beslutningen angiveligt taget af bestyrelsen, hvilket den ikke umiddelbart ses bemyndiget til. Men også her vil det være relevant at se på kutymer og sædvaner, ikke bare i DLRK, men i danske foreninger som helhed. Og hvis det udbredte er, at kongelige personer ikke betaler kontingent, når de får diverse medlemskaber foræret, og hvis klubbens landsråd ikke tidligere har forholdt sig direkte imod noget sådant, så må det formodes at ligge inden for bestyrelsens bemyndigelse at beslutte dette. Og SELV, hvis det måtte blive underkendt, at bestyrelsen var bemyndiget, så har den stadig i kraft af sin stillingsfuldmagt truffet en juridisk bindende beslutning overfor trediemand (her prinsen) for hvilken den så må stå til ansvar overfor landsrådet - hvilket vist nok også har været tilfældet.

F.s.v.a. hvilken myndighed, der er foreningens øverste, så er jeg enig med dig i, at det ikke står direkte nævnt i vedtægterne, som det gør i så mange andre foreningers. Men det er absolut UNDERFORSTÅET, og også direkte tolkbart af formuleringerne om, at bestyrelsen står til ansvar overfor landsrådet, samt af, at bestyrelsen vælges af landsrådet, at det selvfølgelig er landsrådet, der er foreningens øverste myndighed. Ud fra et pædagogisk synspunkt er jeg enig med dig i, at det ville pynte at skrive det, men ud fra et juridisk synspunkt er der intet at komme efter.

F.s.v.a. § 4 så handler denne ikke om ÆRESMEDLEMMER, men om MEDLEMMER, hvilket ikke kan sidestilles. Og de her gældende bestemmelser, som foreningens bestyrelse/kasserer skal forvalte efter i forhold til almindeligt "dødelige" medlemmer, kan således godt afvige fra de vilkår, et fuldt enigt landsråd måtte have besluttet gældende f.s.v.a. et æresmedlem.

For nogle år siden traf - så vidt jeg husker det - landsrådet en beslutning om, at gamle landsrådsbeslutninger fra før en eller anden dato, som ikke var indføjet i vedtægterne, ikke længere skulle være gældende. En sådan beslutning kan man godt træffe. Men til gengæld vil der stadig kunne være landsrådsbeslutninger efter denne dato, som er gyldige, selv om de ikke fremgår af vedtægterne. De vil så kunne aflæses af de konkrete referater sidenhen.

Som nævnt i mit forrige indlæg er jeg enig i, at de fleste foreningers vedtæger (også DLRK's) med jævne mellemrum godt kunne have godt af professionel assistance for at sikre, at de til enhver tid er optimalt udformede. Men f.s.v.a. de af dig nævnte forhold må det afvises, at de som sådan er juridisk utilstrækkelige.

Mvh Søren R.
90" 50th V8
Du skal være logget ind for at kunne vedlægge billeder.
Indtast første bogstav i ordet "torpedo"
Retningslinier for indlæg i Land Rover Forum #07, 22. september 2014
  • Rover Forum er et forum for Dansk Land Rover Klub og andre Land Rover-interesserede der søger hjælp og vejledning i alle tænkelige forhold, der vedrører det at have en Land Rover.
  • Brug Rover Forum til at få svar på dine spørgsmål - eller hjælp andre til at få svar på deres.
  • Brug ikke Rover Forum til "snik-snak". Rover Forum er ikke en chat.
  • Hold en sober tone!
  • Tal pænt i god tone med respekt for andre.
  • Brug skrift-sprog - ikke tale-sprog (fyld ikke dit indlæg op med smileys, sms-forkortelser, o.lign.)
  • Skriv ikke hele dit indlæg med STORE BOGSTAVER. Så lyder det som om du råber.
  • Personlige angreb, ukvemsord og tilsvininger accepteres ikke.
  • Hold tråden/emnet. Når du svarer på indlæg, så hold dig til det aktuelle emne/spørgsmål. Start en ny tråd, hvis du har kommentarer som ikke relaterer sig til det oprindelige emne.
  • Enhver form for forsøg på køb/salg/bytte accepteres ikke i Rover Forum - brug istedet Rover Børsen eller kontakt folk direkte.
  • Indlæg oprettet i falsk navn accepteres ikke.
  • Indlæg der overtræder eller opfordrer til overtrædelse af gældende dansk lov accepteres ikke.
  • Indlæg der indeholder links til download af ulovligt materiale accepteres ikke.
  • Indlæg kan af en administrator blive flyttet til andre emner, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
  • Indlæg kan af en administrator blive markeret som "Kun for medlemmer".
Indlæg i Rover Forum der ikke overholder ovenstående retningslinier vil uden varsel og advisering blive slettet af en af Rover Forums administratorer.