Land Rover Forum  

Forleden fik jeg et spørgsmål jeg faktisk ikke havde tænkt over. Hvad er det der er så fantastisk ved Land Rover?
Og det havde jeg faktisk lidt svært ved at svare på.

kender I det at man opdager en ny lyd i køretøjet og man går og tænker hvad det mon kan være?

Jeg ejer nu min ottende Land Rover igennem 15år og jeg tror aldrig helt jeg bliver tilfreds med den.
Svaret er måske at sådan skal det være?
Hvis jeg ikke havde min Land Rover 110 så ville jeg sikkert slide ekstra meget på min havetraktor og det kunne være at min kone blev træt af mig inde i stuen.
Det kan være en form for terapi, man skal bare have noget at roden med.
En dag vi skulle i Bilka sad jeg og talte med min kone og hun opdagede at jeg ikke lige hørte efter i samtalen. Jeg spørger om hun kan høre den brummen der kommer fra højre forhjul? Det er en lyd jeg har været træt af siden vores sommerferie for 3 måneder soden. Hun svarede at hun ikke rigtigt har lagt mærke til det før.
Om søndagen fik jeg lov at gå i værkstedet og her fik jeg målt vinkler på kardan flanger, målt preload på swiwel husene og byttet om på et par dæk.
Bingo den brummende wooo wooo wooo er væk og rystelserne kommer nu fra baghjulet. Og så gik den aften med at måle hjul og styrtøj.
I mine mange år med land rover har jeg kun haft en pause på 5 måneder uden... Det var forfærdeligt! Grunden til at vi solgte den var at vi ville have noget mere komfortabelt med børn hund og sådan og vi købte en næsten ny Mitsubishi med sædevarme und alles.
Et par måneder sender var jeg igen på udkik efter en LR og det blev denne gang en 110" med alle de samme kendte skønheder som i de foregående land rovere.

Det kan godt være man aldrig bliver helt tilfreds med sin Land Rover men når familien skal ud og køre må Mitsubishien blive hjemme i indkørslen, sådan er det og det kan nok ikke forklares eller kan det?

Måske der er andre her på forum der kan?

Mvh Claus Pihl

Som de siger ovre på øen.

Det er en hobby, der er ikke så meget at forstå. Men fin kærlighedseklæring, der jo rammer den engelske syge lige på kornet.


Mvh Niels

Som du selv er inde på er det terapi - for den lille dreng der stadig bor i mange af os mænd(og nogle (få) kvinder).
Så er der køreglæden - ja køre glæden. For når den (endelig) kører, er du aldrig i tvivl om at du når frem, ligegyldig hvilken vej du vælger, og i hvilket vejr.

Der er helt sikker andre meninger om dette fantastiske køretøj.

/Leif

Fantastisk historie og en føelse som nok aldrig kan forklares fuldt ud.

Hos os er vi også ramt af den engelske syge det kan nok bedst forklares med at de bliver en del af familien og ikke bare noget som holder ude i indkørelsen.

Vi har haft en Land Rover som del af familien siden 1985 og jeg kan stadig huske det had/kærligs forhold man havde til de første.

Den ene dag ville man kører den til skrot, den anden dag den fantastiske føelse når den endelig virkede og det store smil man havde på en til den næste lyd opstod og man med ikke nok lys og en lille varmeblæser stod ude i garagen og gav den noget opmærksomhed og så igen fik den til at spille.

Vi gav vores første navne, SIIa (Tusnælda) SIII (Bumle) SIII (Den blå) og som rigtige familiemedlemmer har man ikke kunnet skille sig af med dem, så idag står Tusnælda og optager halvdelen af pladsen i carporten og de to SIII står nede på folden, for man ved jo aldrig.

Idag har jeg en Aygo til frem og tilbage til arbejde men lige såsnart muligheden er der så kører familien i den store hvide (Defender 110) det er der man føler sig hjemme.

Mvh

Jørgen Hansson

Land Rover - it's not just a car - it's a state of mind.

Mvh
Kenneth Poulsen - der har rodet med Land Rover siden 1979 og prøvet afvending med Volvo, Mercedes, MB300GD, Nissan Patrol osv. uden held - nu med 109"STW veteran.

Ja den skide røver. Som jeg har skrevet før så har jeg fået gode venner og oplevelser som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Jeg købte den kort efter jeg kom hjem til et tomt hus, en lightweight og bare hjemtransporten er et kapitel i min livsbog, uden lys en kold oktober eftermiddag/aften og hvor varmeapparatet ikke virkede og med max 70 km´t. I tiden efter både tudede jeg og grinede, og fryede mig. DLRK´s forum blev flittigt brugt og uanset hvilket spørgsmål jeg kom med så var der svar og trøstende ord. Jeg fik mange gode ture også med mine drenge og i en 88ér kan man sagtens småre rundstykker, hælde cacaomælk op, tale i walkie,og være tre sprudlende drenge, mens man køre derudaf.
Norge, Normandiet står for mig som noget helt særligt idet det beggegange foregik i en lightweight, ( tak Martin ) især den sidste tur på 70 års dagen fik en øv opstart for mig, som dog blev til en uge med specieller oplevelser jeg genså Erik og Ninna som jeg havde lært at kende til 65 års jubilæet, Erik kørte os rundt i området og Mertin og jeg fik en unik guidet tur ja jeg kunne blive ved. Den første Lightweight blev udskiftet til en yngre model som også straks fik revet hul på pengepungen. Vi fik besøgt Klanens frikadelletræf hvor Parses lightweight også var med, vi kørte i kortege fra odense og det var en suveræn følelse at cruise derudad i et par lightweight´s.
Siden er det blevet til tre freelandere og en ret god Disco. Lige nu spares der op til at komme igang med projekt den grønne bisse. Dele er langsomt ved at komme på hylden inden Ole ( også en gammel soldat og her er igen en oplevelse som kræver lang tids forklaring, men jeg kan bare sige Oksbøl)Ole "doesel", har jeg lært at kende igennem landroveren, og har flere ange en meget tidlig lørdag eller søndag morgen kørt tværs over Jylland for at kunne skrue på serie kareten under Oles kyndige ledelse. Tak for at du lyttede Ole for det er også min oplevelse at man taler om alt muligt når man der står og mekker på en røver. det allerbedste er at en freelander( som jeg har grint af)nu giver oplevelser til familien, selv fjællbacka har fået oliedryp på dens vejog et omdrejningspunkt er nok klubben og dens medlemmer der formår at finde på arrangementer der er godt krydret med lokal historie danmarks historie og den sidste tur vi var på gik til Klosterheden, godt arrangement lærerigt og dejligt at møde medlemmer der var ude på at få en god dag. så da vi kørte hjem om aftenen var der så mange indtryk der lige skulle lagres. hastigheden var nok på røverspeed ca 85 km´t, medens landskabet sneg sig forbi, dækene sang tak for idag vi ses igen. lillemor fik sig en skraber med benene oppe i mit skød, og hovedet på den gamle poncheliner. Jo tak mine laaaaand røvere, ( som august siger)de giver noget, og ja det koster alt for mange penge og der er støj og røg, men terapien og oplevelserne og de venner jeg har fået og den hjælpsomhed jeg har mødt, det var ikke sket uden den pokkers engelske syge. og i eftermiddag der skal jeg forhåbenlig ud og hente bagsæder, til grisen for nu er der to børnebørn ( drenge) og de kan jo lige så godt lære det fra starten af.
Så fra Oksbøl til Omaha Beach har vi kørt og Norge til Næsby, verden ligger åben i en Land rover. At sidde i sin Lightweight en morgen på stranden i Normandiet og følge en P51 der kommer dér i lav højde, og med Dannebrog på den lange antenne, der blafre i vinden så bliver det næsten ikke bedre.
Vi ses derude land røvere, Med rover Hilsen Jens i grisen

Jeg ved ikke hvad svaret er, men den bil jeg altid tegnede som barn var en 109" SW med tropetag.

Jeg har ejet flere Land Rovere, men har endnu tilgode at eje en indregistreret bil der ikke er en Land Rover.

Hver gang jeg kører en "personbil" får jeg sådan en trang til at køre den aldeles uhjælpeligt fast i nærmeste dybe mudderhul og så bare forlade den der for evigt, som et monument over den biltypes uduelighed.

Det er ikke fordi det nødvendigvis skal være en Land Rover. Til gadebrug kunne der sikkert også godt være f.eks. en Volvo C303 eller Valp eller noget andet i den retning i min fremtid.

Jeg har det på samme måde med landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner fra de gode gamle dage vs. de moderne med "playstation brugerflade". F.eks. en Massey Ferguson 35 eller en JCB gummiged fra 1960'erne gør mig lige så glad, som en Land Rover gør.

"Hvad der er så fantastisk ved Land Rover? Har også lige spurgt mig selv om- ikke mindst da jeg lige har opdaget, der er gået en pære i instrumentbelysningen; det er jo bare nedern :O)