Jeg havde i dag fornøjelsen af at køre en tur til Kalundborg i Land Roveren.
Jeg havde inviteret mig selv på visit hos Ane Grethe og Jørgen.
Hvorfor?
Jo, (næsten) hvert år uddeles Tin-Roveren til en person, der gennem en periode har gjort et særligt stykke arbejde for Dansk Land-Rover Klub.
Tin-Roveren blev i 1986 skænket af Land-Rover i anledning af klubbens 10 års jubilæum.
Det er en vandrepokal, der gives for 1 år og den gives som ”Anerkendelse af ydet indsats”.
Tidligere blev den hvert år uddelt på landsrådet, men i de senere år er det ændret til, at den normalt uddeles på årets landsarrangement.
I uge 30 stod jeg på scenen lørdag aften til landsarrangementet og håbede på at kunne overrække pokalen. Desværre var modtageren på vej hjem til Sjælland netop der.
Og derfor måtte selve overrækkelsen vente lidt. Den skete så i dag på terrassen i Kalundborg på en smuk sommeragtig efterårsdag.
Tin-Roveren er i år uddelt til medlemsnummer 6366, Ane-Grethe Lund, der gennem 11 år – fra 2010 til 2021 bestred en meget vigtig post i klubben. Hun arbejdede hårdt og vedholdende for at holde klubbens økonomi på rette kurs. Og dette arbejde vil klubben gerne hædre hende for.
Klubben siger 1000 tak for Ane Grethes store indsats og mange år som klubbens hovedkasserer.
På klubbens vegne
Jesper Ellegaard
Formand