Kære venner.
Jeg skal undlade at gøre mig klog på, hvordan man bedst indretter en (vare-)bil til overnatning til 2 personer. For det ved jeg ikke noget om :-)
Til gengæld vil jeg lige som Verner, Thorstein og Knud mane til væsentlig forsigtighed, hvad udførelsen af nævnte opgaver angår, hvis man vil være sikker på ikke at komme i klemme i forhold til SKAT og andre myndigheder.
Lovtekster er desværre ikke altid tydelige og letforståelige i relation til alverdens problemstillinger. Den relevante lovtekst i denne sammenhæng er først og fremmest Registreringsafgiftsloven,
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=117284, og bestemmelser af oplagt relevans for denne diskussion er her bl.a. paragrafferne 5, 5a og 27, og herunder især § 5, stk. 1, nr. 2 om UTVIVLSOMT (min fremhævning) at være konstrueret og indrettet til godstransport, § 5a, stk. 2 om afgiften for køretøjer, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, og § 27, stk. 1, nr. 4 om straffen for at overskride nævnte, foranstående paragraffer.
Ordet "utvivlsomt" f.eks., lægger jo op til én eller anden grad af blandet subjektiv/objektiv vurdering fra myndighedernes side, som dog næppe vil være mild, og som det vil være tilnærmelsesvis umuligt at formulere nogen med sikkerhed dækkende vejledning til beskyttelse mod, udover at hvis man vil være sikker, skal man lade helt være, eller i hvert fald, som der også er argumenteret for, i det mindste undlade at montere, ændre eller på anden måde indrette noget, som på nogen måde kan give anledning til "tvivl".
Gode klubkammeraters velmente formuleringer om, at "Jeg kan ikke se...", "Jeg vil mene...", "Jeg mener man gerne må..." m.fl. er i denne forbindelse lidt farlige, for desværre vil myndighederne i langt overvejende grad være temmelig ligeglade med, hvad man selv måtte gå og tro, mene og synes. Det er reglerne, tidligere retsafgørelser, diverse vejledninger m.m., der er relevante retskilder.
Jeg ved godt, at dette ikke ubetinget er et klart svar på problemstillingen. Men læs det i det mindste som et "pas på". Både med at udfordre/overskride grænserne, og med måske fejlagtigt at berolige andre med, at det går nok...
Mvh Søren R.
90" 50th V8
Aygo 1,0 MMT