114190:
sv: sv: sv: sv: Knold og hats vudering (08-09-2011 08:58:26) (svar på
114181)
Mikael Friis #3481, reg. nsj (medlem) (
ip-adr: 80.63.106.50)
Hej Søren
Nu skal jeg ikke forsvare PauSe, og som jeg læser Forvaltningslovens § 23, stk. 2 tales der "snarest muligt .... bla, bla, bla.". Jeg kender til et par afgifts-afgørelser, hvor det kneb gevaldigt med både evne og vilje til at overholde loven, så det kan nok virke befordrende, hvis borgeren fra starten lige minder embedsmændene om reglerne ...
Mvh
Mikael - uden juridisk uddannelse men med en vis portion sund fornuft
Forvalgningslovens kapitel 6:
Begrundelse m.v.
§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3. § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.