Så kom der ENDELIG en nummerplade på mit restaureringsprojekt! Efter års adskillelse og genopbygning på en ny galvaniseret chassisramme fra England kunne jeg køre til den synshal, hvor jeg i sin tid fik udført en ID kontrol inden adskillelsen forud for chassisrammeudskiftningen. Desværre ligger den pågældende synshal på Vestfyn, og jeg er i mellemtiden flyttet til Djursland, så det blev til et par hundrede kilometer på midlertidige nummerplader i åben bil iklædt thermokedeldragt, tykke handsker og pelshue og udsat for en del undrende (og enkelte medlidende) blikke fra overhalende bilister på motorvejen. Vel fremme ved synshallen blev jeg mødt af to sjældent entusiastiske synsmedarbejdere, der endte med at godkende mit legetøj (og stort set kappedes om at få lov at køre en tur rundt om hallen og op på bremseprøvestanden), trods en del kosmetiske mangler.
Dernæst videre til SKAT, der afkrævede mig en fornyet afgift for skift af rammen samt et gebyr for nummerplader, og vupti blev jeg nu den lykkelige ejer at et stk. officielt indregistreret Land Rover 88.
Nu mangler der bare lidt karrosseriarbejde, lidt mere elarbejde, noget fornyelse af interiør, at finde ud af hvorfor min generator ikke virker og den slags småting, og så er en lang proces endelig blevet afsluttet! Jeg vil gerne i den anledning takke alle her på forum, der har hjulpet mig med svar på mine spørgsmål.
Venlig hilsen Niels – nu med ”ny” gammel Land Rover 88